En haveplan er en plan for beplantningen, flisebelægninger og evt. beliggenhed af carport, udhus mv. i en have. Haveplanen kan omfatte hele – eller en del af – haven. Haveplanen kan anvendes som arbejdsplan til at gennemføre de ønskede ændringer i haven. I kan selv udføre arbejdet eller vælge at få en anlægsgartner til det.

Processen

  1. Møde i haven
    En haveplan indledes med en besigtigelse og vurdering af haven/grunden samt en uddybende snak med jer, der skal bruge og nyde haven. Haven bliver fotograferet og målt op. Hvis I har forberedt jer – læs afsnittet om forberedelse – får I mest muligt ud af mødet.
  2. Udarbejdelse af forslag
    På tegnestuen optegnes en grundplan i det rette målestoks-forhold. Ønsker, idéer og muligheder skitseres, udvælges og samles til en helhed, der beskrives med tekst og tegning.
  3. Evt. udkast til godkendelse
    Efter aftale kan et udkast med de overordnede linier fremsendes til kommentering.
  4. Planteliste og rentegning
    Der korrigeres i forslaget og beskrivelsen rettes til. Beplantningen planlægges i detaljer, der udarbejdes planteliste og haveplanen rentegnes.
  5. Den færdige haveplan
    Ved et møde fremlægger vi den endelige haveplan.

Forberedelse

Der er penge at spare ved selv at måle haven op og tegne dens grundplan, der danner basis for haveplanen. Afhængig af havens størrelse anvendes følgende målestok:

Villahave:1:100, 1 cm=1 m
Større haver: 1:200, 1 cm=2 m
Rækkehushave/forhave/terrasse: 1:50, 1 cm=50 cm

Optegning af havens grundplan

  1. Omridset af grunden samt husets og eventuelle tilbygningers placering indtegnes på et ternet papir. Hvis der foreligger et matrikelkort eller en beliggenhedsplan over grunden, brug da det som udgangspunkt
  2. Derefter måles haven op. Start med at optegne de ting, der skal med på grundplanen: Huset og dets døre og vinduer, evt. carport og udhuse, eksisterende flisebelægning, træer, bede mv. Er der skråninger eller andre højdeforskelle i haven, forsøges disse tegnet med ind.
  3. Mål op og brug husets eller grundens hjørner som udgangspunkt.
  4. Opmålingerne fra kladden afsættes med lineal og tegnes ind på den målfaste plan. Indtegn også en nordpil (findes på matrikelkortet).